legro
Koriander
22. august, 2017

Krydderurten du enten elsker eller hader

Med sin friske, nærmest citrusagtige smag er koriander en af de mest alsidige krydderurter i verden. Smagen er intens og parfumeret, og koriander er derfor ofte et krydderi, man enten elsker eller hader. Faktisk er der foretaget flere studier over, hvorvidt folks smag for planten kan være genetisk bestemt. Alligevel kan det være svært at forestille sig, hvordan verdens køkkener ville se ud uden koriander.

De første spor

Rødderne kan spores til middelhavslandene, hvor Egypterne siden 1550 år før vores tidsregning har brugt koriander til mange formål. Man har sågar fundet spor af urten i gamle egyptiske grave. Koriander var også en af de første urter fra Den Gamle Verden, der kom til Amerika, og der gik ikke længe, før den fandt rig anvendelse.

Siden da er urten blevet brugt i alt fra medicin og parfume til et hav af madopskrifter. I dag dyrkes koriander over alt i verden og er en kerneingrediens i bl.a. det arabiske, mexicanske og asiatiske køkken. Bladene kan anvendes i både salater og varme retter som grønt drys, og når planten blomstrer, producerer den små frø, der enten kan sås eller bruges som krydderi i maden.

En verden af smagsoplevelser

Har du endnu ikke fået smag for den kulinariske plante, er der håb endnu. Ligesom med alt andet handler det om tilvænning. Prøv at undgå bladene i ren form til en start. Udsæt i stedet dine smagsløg for mild koriander i fx gryderetter for langsomt at vænne dem til smagen. Du vil opleve, at den unikke, krydrede urt åbner op for helt nye, eksotiske smagsoplevelser. Og i sidste ende vil du takke dig selv.

Her finder du bl.a. vores produkter

Vær med til at støtte