legro
Ritualer og ceremonier
13. december, 2017

Krydrede ritualer fra fortiden

I dag er de bedst kendt som smagfulde ingredienser til kulinariske udfoldelser i køkkenet. Mange krydderurter har dog i flere århundreder indgået i særlige traditioner, ritualer og ceremonier, som ikke har det fjerneste at gøre med madlavning. Vi serverer her en håndplukket anretning af historiske fun facts om dine yndlingsurter.

Hellige basilikumritualer

Basilikum menes at have sin oprindelse i Indien eller sågar endnu fjernere mod øst. I dag er basilikum en af de mest anvendte urter i verden, men den smagfulde plante har gennem tiden båret forskellig symbolsk betydning og indgået i alverdens ritualer. Og her taler vi ikke bare om pizzabagning, selvom det for mange kan være et helligt fredagsritual.

I det gamle Egypten blev basilikum formentlig brugt til balsamering, da den er blevet fundet i grave og på mumier. Og måske var det dens balsamerende anvendelser, der gjorde, at urten i Grækenland blev brugt som et symbol på sorg. Heldigvis har vi sidenhen fundet mere muntre anvendelser for den delikate plante.Gennem tiden har basilikum båret forskellige kulturelle og symbolske betydninger. Ifølge jødisk tro mente man eksempelvis, at basilikum gav styrke under fasten. Hvorimod urten i Portugal udgjorde en del af en gave, man gav til sin kæreste ved bestemte religiøse helligdage. Og selv den dag i dag bruger vi også basilikum i parfume, røgelse og naturlægemidler. Og til pizza, naturligvis…

Timian, te-ceremonier og traditioner

Timian er en af de ældste krydderurter, vi kender i dag, og der findes i omegnen af 350 forskellige arter verden over. Den mest gængse art herhjemme stammer oprindeligt fra Grækenland, hvor den populære krydderurt havde adskillige anvendelser uden for køkkenet.

For de gamle grækere var timian først og fremmest et symbol på elegance og stil, men urten blev også brugt i medicin, til massager og badeolier og som røgelse i hellige templer. Mange steder indgik timian sågar i begravelsesritualer. En kiste fyldt med timian ansås nemlig som en garanti for sikker rejse til det næste liv.

I Sibirien er timian gennem mange år blevet brugt i te til såkaldte te-ceremonier. Te betragtes her som en delikatesse, og at drikke det efter et nærende måltid anses som en hellig handling. Derfor serverer man ofte også te ved forretningsmøder og forhandlinger. Og måske den russiske tradition slet ikke er så tosset endda. De seneste medicinske studier har nemlig vist, at timian kan anvendes i behandlingen af bronkitis, svampeinfektioner og akne i form af netop salver og te.

Overtro fra Olympen

Oregano. Det italienske køkkens foretrukne krydderi – også kaldet pizzakrydderiet. Det til trods har den velsmagende urt sit navn fra de græske ord ”Oros”, som betyder bjerg, og ”Ganos”, som betyder glæde. Ifølge legenderne skabte den græske gudinde Afrodite oregano som et symbol på glæde og dyrkede det i sin have på Olympen. Selv den dag i dag symboliserer oregano lykke og sundhed, hvis båret omkring i en pose.

Som så mange andre urter besidder oreganoplanten en lang række medicinske egenskaber. Længe før den fandt anvendelse i køkkenet, blev urten derfor brugt som medicin mod bl.a. eksem, influenza, feber og allergier. Dengang troede man også på, at man ved at holde oregano i haven kunne beskytte sit hus mod onde kræfter (og hvem vil ikke gerne det?). Modsat de medicinske anvendelser er sidstnævnte dog aldrig blevet videnskabeligt bevist.

Her finder du bl.a. vores produkter

Vær med til at støtte