legro
Purløg
Allium schoenoprasum

Purløg

Selvom både duft og smag minder om løg, er purløg på mange måder sin egen. Den mildere smag gør den blandt andet velegnet som grønt topping i årstidens salater, på smørrebrød eller i æggeretter.

Opskrifter med purløg

Purløg anvendes også som krydderi til fiske- og farsretter og som grønt drys på tomater, æg og smørrebrød. Purløg bør tilsættes lige inden servering.

Oprindelse

Purløg stammer formentlig fra Centralasien.

Kært barn har, som bekendt, mange navne og det gælder også purløg:

På Thy, Mors og Bornholm er planten tidligere blevet kaldt græsløg, på Sjælland snitløg og siden hen æggekageløg – og æggekage er måske også stadigvæk den mest populære ret at bruge purløg i.

På Fyn og Lolland blev planten kaldt for pibeløg, fordi bladene er hule (pibede) og visse steder på Fyn har man brugt det pudsige navn piskesnert.

Anvendelse i gamle dage

I ældre tider brugte man vildeløgarter, som krydderi til kødretter. Hvor der fandtes “græsløg”, blev bladene plukket og brugt sammen med grønkål og andre urter til Skærtorsdags-suppen.

Løg fra grøftekanter blev spist som pålæg på fedtebrød og i en bestemt slags pølse fra Sønderjylland. I maj skulle man “for sundhedens skyld” plukke og spise skovløg.

Man mente at hvis man knuste purløg på tænderne skulle det virke mod tandpine og man sagde også, at purløg havde en gavnlig virkning på maven, blæren og nyrerne. Purløg skulle være god mod forstoppelse og lungesår, rense brystet – samt virke erotisk opkvikkende.

Landmændene brugte det sågar til deres husdyr. Så sent som i begyndelsen af det 20. århundrede, blandede man purløg i hestens hakkelse og det forlød også, at purløg skulle være meget sundt for fjerkræ, især kalkuner.

Medicinsk

Purløg virker mildt antibiotisk og fremmer fordøjelsen.

Den er rig på A, B, og C-vitamin, jern og calcium.

Her finder du bl.a. vores produkter

Vær med til at støtte