legro
Dild
Anethum graveolens

Dild

Dild har en pikant krydret smag og dufter friskt og aromatisk. En favorit hos danskerne og en klassiker til alt fra fiskeretter til saucer og kolde dressinger.

Opskrifter med dild

Foruden eddikesyltning af grøntsager, især agurker, bruges de friske eller tørrede skærme til krydderi i marinade og fiskesauce.

Husk at dild altid skal tilsættes i sidste øjeblik og helst ikke må koge, stege eller komme i ovnen i længere tid. Kan også bruges i kryddersnapsen.

Oprindelse

Stammer fra Sydeuropa og Forasien, hvor man længe har kendt til dens medicinske egenskaber.

Anvendelse i gamle dage

Dild blev brugt som lægemiddel allerede i 1200-tallet. Ifølge Henrik Harpestrengs bog `Liber Herbarum´ hedder det sig bl.a., at hvis barselkvinde drikker udtræk af dild, giver hun mere mælk. Planten er også god mod mavesygdomme og kvalme, saften drikkes for mavesmerter, den fremmer fordøjelsen og virker vanddrivende.

I en lægebog fra 1533 står der blandt andet:”Frøene kogt i vin eller øl drikkes mod kvalme, brystværk og maveonde”.

Og hvad med dette alternativ til “hovedpine”:”Spiser en mand frøene, mister han lysten til kvinder”.

Måske har nogen lyst til at prøve denne kur, hvis alt andet ikke hjælper: “Saften af grøn dild eller the af den tørre plante eller frøene modvirker hikke”.

Men der er også de mere tvivlsomme kure: For hovedpine holdes planten bag nakken (slutningen af 1500-tallet).

Blomsterskærmene hængt ved sengen skulle virke søvndyssende. Man plejede at hænge hele urten i sengen mod søvnløshed “så den syge kan få en sød søvn i stedet for den lange og møjsommelige vågen”.

Medicinsk

Saften af grøn dild eller the af den tørrede plante siges at have en gavnlig virkning mod søvnløshed og børns mavepine.

Dild er rig på A-vitamin og mineraler.

Overtro

Dild har også været brugt i forbindelse med overtro: Valborg aften 30. april eller Sct. Hans dag 24. juni, skulle kvæget have dild og hvidløg som et værn mod trolddom.
Planten blev også anbragt på bryggekaret, for at forhindre at øllet blev forhekset.

Her finder du bl.a. vores produkter

Vær med til at støtte