Du har det altid i køkkenet og bruger det garanteret flere gange ugentligt. Oregano er blandt de mest anvendte krydderier, og forbindes særligt med det italienske køkken. Men oregano er faktisk ikke bare oregano. Der findes to typer, hvoraf den ene stammer fra Middelhavet og den anden fra Mexico, og selvom de ser næsten ens ud, er smagen vidt forskellig.
Middelhavsoregano vs mexicansk oregano
Middelhavsoregano kommer fra en plante kaldet origanum vulgare, der oprindeligt fandtes i Middelhavslandene. Det er den skarpe og pebrede smag med bløde anisundertoner, som vi kender herhjemme i Danmark. Den går godt til alt fra pastaretter og pizza til lam, fisk og græske salater. Det er derfor også klart den mest udbredte af de to, og den anvendes i dag over alt i Europa og USA.
Den mexicanske oregano stammer oprindeligt fra Central- og Sydamerika. På trods af at have den samme skarpe smag som almindelig oregano bærer den også noter af citrus og mild lakrids. Med sin lidt stærkere smag passer den særligt godt til spidskommen, chili, pintobønner og chorizo, og anvendes derfor hovedsageligt i det mexicanske køkken og i visse cubanske og puertoricanske retter.
Her finder du dem
Vil du prøve den mexicanske oregano, skal du enten kigge på nettet eller lede efter en latinamerikansk købmand, hvor den ofte findes i tørret form.
Den klassiske oregano finder du derimod i både tørret og frisk form i dit lokale supermarked. Selvom tørret oregano fungerer godt i de fleste retter, fås den bedste oplevelse alligevel altid med friske urter. Planten indeholder nogle af de samme duftende olier som timian, og den friske oreganoaroma og smag giver derfor en ganske særlig oplevelse i køkkenet. Prøv den i tomatsovsen, hakkebøffer eller som topping på dampede gulerødder med citronsaft.